NATVAGT PÅ DE SCHWEIZISKE ALPEENGER: MELLEM ULV OG FLOK

Det er juni, kort før kl. 22 i de schweiziske Alper i Valais. Temperaturen falder, og dagens sidste lyde forsvinder ind i bjergenes mørke. På en afsidesliggende alpeeng sidder to mennesker ved kanten af en eng. Foran dem: en rolig flok. Bag dem: bjerge og skov. De taler lavt, observerer omhyggeligt hver eneste bevægelse og retter gentagne gange lyset fra deres pandelamper ud i mørket. Natten er kun lige begyndt.

Når man i Europa taler om ulve, handler samtalen ofte om konflikt. Om får, der dræbes af rovdyr, politiske debatter og krav om strengere beskyttelsesforanstaltninger. Diskussionerne er højlydte, følelsesladede og ofte polariserede. Men langt væk fra overskrifterne og de sociale medier følger OPPAL – Organisation pour la Protection des Alpages (Organisationen til Beskyttelse af Alpeenge) – en anden tilgang.

Organisationen koordinerer frivillige nattevagter på alpeenge for at forhindre angreb på flokke, før de finder sted. Frivillige tilbringer natten sammen med dyrene, bevæger sig rundt på engene, overvåger omgivelserne og griber ind, når det er nødvendigt.

”OPPAL ønsker at samle folk omkring et samfundsmæssigt splittende emne,” siger Jérémie Moulin, direktør for OPPAL. ”Vi ønsker at skabe en fælles forståelse mellem hyrder og landmænd med deres husdyr, offentligheden og naturbeskyttelsesorganisationer.” Det, der oprindeligt så ud til at være et simpelt projekt til beskyttelse af besætninger, er for længst blevet til noget større: et netværk af mennesker fra videnskab, græsningslandbrug, naturbeskyttelse og frivilligt engagement, der forsøger at omsætte sameksistens til praksis.

Tilstedeværelse som nøglen

Jérémie tilbragte selv nætter på fåregræsarealer, hvor han brugte termiske kameraer til at observere interaktioner mellem ulve og flokke. ”Efter et par nætter indså jeg hurtigt, hvor udmattende dette arbejde kan være,” siger han. Sammen med andre udviklede han ideen om at oprette et frivilligt netværk, der kunne skiftes til at stå vagt om natten.

I dag er hundredvis af mennesker involveret i OPPAL. De kommer fra meget forskellige samfundslag: studerende, pensionister, naturelskere, folk fra byer og bjergområder. Det, der forener dem, er en vilje til at tage ansvar. ”Man ved, hvorfor man er der – og man ser straks den effekt, ens tilstedeværelse har,” siger en frivillig.

Ingen to nætter er ens. Nogle forløber roligt, mens andre kræver konstant årvågenhed. Holdene arbejder parvis, patruljerer regelmæssigt græsgange og observerer dyrene. ”Med termiske kameraer opdager man en helt ny verden. Selv en stille nat bliver pludselig fascinerende,” forklarer en frivillig. Mørket ændrer opfattelsen. ”Om natten ser man mindre, men man stoler meget mere på sine andre sanser. Man er langt mere opmærksom på lyde og bevægelser.”

Ansvaret bliver håndgribeligt. Hver eneste bevægelse i flokken, hver eneste lyd fra skoven kan blive relevant. Kommunikation og tillid inden for holdene er afgørende. Og nogle gange ændrer situationen sig på få sekunder.

Det er her, kraftige lamper kommer ind i billedet. Lys er ikke længere kun et redskab til orientering – det bliver et operationelt redskab. Under såkaldte »skræmmeaktioner« anvendes målrettede afskrækkelsesforanstaltninger med lys, lyd og bevægelse for at holde ulvene på afstand.

Lys i mørket

Udover kritiske situationer gør belysning det muligt for frivillige at bevæge sig sikkert gennem vanskeligt terræn og holde flokken i syne hele tiden. Pålidelighed spiller en afgørende rolle, siger en frivillig: ”Man spørger sig ikke selv, om lampen virker. Man ved, at den gør det.” Afhængigt af situationen anvendes forskellige lyskilder. Rødt lys muliggør diskret bevægelse uden unødigt at forstyrre flokken. I farlige situationer anvendes ekstremt kraftige lamper.

Men i løbet af disse nætter på de alpine græsgange får lyset også en anden betydning. ”Om natten bliver en lygte hurtigt et referencepunkt,” forklarer en landmand. En lysstråle i mørket betyder: der er nogen der, der passer på flokken.

I starten, indrømmer landmanden, var han skeptisk over for projektet. Han troede ikke, at de frivillige ville kunne klare de barske bjergforhold. Så kom de første regnfulde nætter. Gang på gang vågnede han og så lysstrålerne fra pandelamperne bevæge sig hen over græsmarken. ”Jeg kunne kun tænke: det er utroligt, hvad disse mennesker gør her,” husker landmanden. Siden da har han hver morgen budt holdene velkommen efter deres nattevagter med varm kaffe i sin hytte – et sted, hvor han takket være de frivillige endelig kan sove roligt.

Mere end blot beskyttelse af husdyr

OPPAL ser sig ikke længere udelukkende som en organisation for natpatruljer. Gennem årene har den praktiske beskyttelse af husdyr udviklet sig til en bredere tilgang, der kombinerer videnskab, uddannelse og dialog.

»I stedet for at fare vild i endeløse politiske debatter fokuserer vi på at udvikle pragmatiske løsninger, der gør sameksistens mulig i praksis,« opsummerer Jérémie.

OPPAL indsamler nu data til videnskabelige projekter og udvikler undervisningsprogrammer til skoler for at fremme en langsigtet forståelse af sameksistensen mellem mennesker, husdyr og vilde dyr. ”Undervisning hjælper os med at komme væk fra et mytisk billede af ulven og vende tilbage til en faktuel, biologisk forståelse af dyret,” forklarer Jérémie.

Sameksistens som dagligt arbejde

Med dagens første lys slutter nattevagten. Pandelygterne slukkes, og flokken begynder langsomt at bevæge sig. Det er en ueventyrlig morgen. Og det er netop det, der gør natten til en succes. Ingen dræbte dyr. Ingen paniske radioopkald. Ingen eskalering. Hyrden overtager flokken igen og hilser på de frivillige, mens udmattelse og den kolde natteluft stadig hviler på deres ansigter. De frivillige vender hjem trætte, men også med en følelse af at have været en del af noget større.

For nætterne på de schweiziske bjergweider og enge handler ikke kun om ulve eller beskyttelse af flokken. De handler om mennesker, der tager ansvar – for dyr, for landskaber og for hinanden. Og om forståelsen af, at sameksistens ikke er noget, der afgøres en gang for alle. Det er noget, der leves, nat efter nat.

NATVAGT PÅ DE SCHWEIZISKE ALPEENGER: MELLEM ULV OG FLOK

Det er juni, kort før kl. 22 i de schweiziske Alper i Valais. Temperaturen falder, og dagens sidste lyde forsvinder ind i bjergenes mørke. På en afsidesliggende alpeeng sidder to mennesker ved kanten af en eng. Foran dem: en rolig flok. Bag dem: bjerge og skov. De taler lavt, observerer omhyggeligt hver eneste bevægelse og retter gentagne gange lyset fra deres pandelamper ud i mørket. Natten er kun lige begyndt.

Når man i Europa taler om ulve, handler samtalen ofte om konflikt. Om får, der dræbes af rovdyr, politiske debatter og krav om strengere beskyttelsesforanstaltninger. Diskussionerne er højlydte, følelsesladede og ofte polariserede. Men langt væk fra overskrifterne og de sociale medier følger OPPAL – Organisation pour la Protection des Alpages (Organisationen til Beskyttelse af Alpeenge) – en anden tilgang.

Organisationen koordinerer frivillige nattevagter på alpeenge for at forhindre angreb på flokke, før de finder sted. Frivillige tilbringer natten sammen med dyrene, bevæger sig rundt på engene, overvåger omgivelserne og griber ind, når det er nødvendigt.

”OPPAL ønsker at samle folk omkring et samfundsmæssigt splittende emne,” siger Jérémie Moulin, direktør for OPPAL. ”Vi ønsker at skabe en fælles forståelse mellem hyrder og landmænd med deres husdyr, offentligheden og naturbeskyttelsesorganisationer.” Det, der oprindeligt så ud til at være et simpelt projekt til beskyttelse af besætninger, er for længst blevet til noget større: et netværk af mennesker fra videnskab, græsningslandbrug, naturbeskyttelse og frivilligt engagement, der forsøger at omsætte sameksistens til praksis.

Tilstedeværelse som nøglen

Jérémie tilbragte selv nætter på fåregræsarealer, hvor han brugte termiske kameraer til at observere interaktioner mellem ulve og flokke. ”Efter et par nætter indså jeg hurtigt, hvor udmattende dette arbejde kan være,” siger han. Sammen med andre udviklede han ideen om at oprette et frivilligt netværk, der kunne skiftes til at stå vagt om natten.

I dag er hundredvis af mennesker involveret i OPPAL. De kommer fra meget forskellige samfundslag: studerende, pensionister, naturelskere, folk fra byer og bjergområder. Det, der forener dem, er en vilje til at tage ansvar. ”Man ved, hvorfor man er der – og man ser straks den effekt, ens tilstedeværelse har,” siger en frivillig.

Ingen to nætter er ens. Nogle forløber roligt, mens andre kræver konstant årvågenhed. Holdene arbejder parvis, patruljerer regelmæssigt græsgange og observerer dyrene. ”Med termiske kameraer opdager man en helt ny verden. Selv en stille nat bliver pludselig fascinerende,” forklarer en frivillig. Mørket ændrer opfattelsen. ”Om natten ser man mindre, men man stoler meget mere på sine andre sanser. Man er langt mere opmærksom på lyde og bevægelser.”

Ansvaret bliver håndgribeligt. Hver eneste bevægelse i flokken, hver eneste lyd fra skoven kan blive relevant. Kommunikation og tillid inden for holdene er afgørende. Og nogle gange ændrer situationen sig på få sekunder.

Det er her, kraftige lamper kommer ind i billedet. Lys er ikke længere kun et redskab til orientering – det bliver et operationelt redskab. Under såkaldte »skræmmeaktioner« anvendes målrettede afskrækkelsesforanstaltninger med lys, lyd og bevægelse for at holde ulvene på afstand.

Lys i mørket

Udover kritiske situationer gør belysning det muligt for frivillige at bevæge sig sikkert gennem vanskeligt terræn og holde flokken i syne hele tiden. Pålidelighed spiller en afgørende rolle, siger en frivillig: ”Man spørger sig ikke selv, om lampen virker. Man ved, at den gør det.” Afhængigt af situationen anvendes forskellige lyskilder. Rødt lys muliggør diskret bevægelse uden unødigt at forstyrre flokken. I farlige situationer anvendes ekstremt kraftige lamper.

Men i løbet af disse nætter på de alpine græsgange får lyset også en anden betydning. ”Om natten bliver en lygte hurtigt et referencepunkt,” forklarer en landmand. En lysstråle i mørket betyder: der er nogen der, der passer på flokken.

I starten, indrømmer landmanden, var han skeptisk over for projektet. Han troede ikke, at de frivillige ville kunne klare de barske bjergforhold. Så kom de første regnfulde nætter. Gang på gang vågnede han og så lysstrålerne fra pandelamperne bevæge sig hen over græsmarken. ”Jeg kunne kun tænke: det er utroligt, hvad disse mennesker gør her,” husker landmanden. Siden da har han hver morgen budt holdene velkommen efter deres nattevagter med varm kaffe i sin hytte – et sted, hvor han takket være de frivillige endelig kan sove roligt.

Mere end blot beskyttelse af husdyr

OPPAL ser sig ikke længere udelukkende som en organisation for natpatruljer. Gennem årene har den praktiske beskyttelse af husdyr udviklet sig til en bredere tilgang, der kombinerer videnskab, uddannelse og dialog.

»I stedet for at fare vild i endeløse politiske debatter fokuserer vi på at udvikle pragmatiske løsninger, der gør sameksistens mulig i praksis,« opsummerer Jérémie.

OPPAL indsamler nu data til videnskabelige projekter og udvikler undervisningsprogrammer til skoler for at fremme en langsigtet forståelse af sameksistensen mellem mennesker, husdyr og vilde dyr. ”Undervisning hjælper os med at komme væk fra et mytisk billede af ulven og vende tilbage til en faktuel, biologisk forståelse af dyret,” forklarer Jérémie.

Sameksistens som dagligt arbejde

Med dagens første lys slutter nattevagten. Pandelygterne slukkes, og flokken begynder langsomt at bevæge sig. Det er en ueventyrlig morgen. Og det er netop det, der gør natten til en succes. Ingen dræbte dyr. Ingen paniske radioopkald. Ingen eskalering. Hyrden overtager flokken igen og hilser på de frivillige, mens udmattelse og den kolde natteluft stadig hviler på deres ansigter. De frivillige vender hjem trætte, men også med en følelse af at have været en del af noget større.

For nætterne på de schweiziske bjergweider og enge handler ikke kun om ulve eller beskyttelse af flokken. De handler om mennesker, der tager ansvar – for dyr, for landskaber og for hinanden. Og om forståelsen af, at sameksistens ikke er noget, der afgøres en gang for alle. Det er noget, der leves, nat efter nat.

MORE SPOTLIGHT STORIES