FRØKONCERT I MOSEN

Det begynder stille. En klukkende lyd, dyb og hul, hæs og dæmpet, knap mere end en hvisken. Så en til, en tredje. Et kor — ukoordineret, men fyldt med intensitet: det er parringssæson. Den spidssnudede frøs koncert — et kald fra hannerne til parringsklare hunner. De heldige kan stadig høre den på enkelte forårsaftener, et sted i sivene, hvor skumringens lys netop rører vandet.

Men lyden er ikke længere kun begrænset til få dage om året — den er blevet sjælden. I Tyskland er den spidssnudede frø næsten forsvundet. I hele Sydtyskland findes der kun to små, isolerede bestande tilbage — og også de er akut truede. For få dyr, for lidt genetisk variation, for lidt levested. At arten stadig eksisterer, skyldes mennesker som Moritz Ott, viceleder i landskabsbevaringsforeningen i Ravensburg i Baden-Württemberg.

ET KALD, DER FORSVINDER

„Det var under min civiltjeneste i 2008 på øen Fehmarn“, mindes Moritz. Dengang var området fyldt med spidssnudede frøer. I dag er arten også dér gået markant tilbage. I sin hjemegn Ravensburg opdagede han, at næsten ingen nogensinde havde set eller hørt denne frø. „Der blev det klart for mig: vi må handle.“

Den spidssnudede frø kan være et imponerende syn: i parringssæsonen synger hannerne ikke kun — de farves også intenst blå i nogle få dage. Et spektakulært syn for at tiltrække hunner — men et, som for de fleste mennesker forbliver skjult dybt inde i mosen.

Derudover spiller frøen en vigtig økologisk rolle. „Det er en paraplyart“, forklarer Moritz. „Den repræsenterer mange andre arter, der er afhængige af lignende levesteder, som f.eks. stor kærguldsmed.“ Et fald i bestanden er derfor et tegn på, at et helt system mister sin balance.

Moritz sammenligner processen med et korthus: „Vi kan trække kort ud ét efter ét — men på et tidspunkt styrter det hele sammen.“ Tabet af arter er ikke et abstrakt fænomen — det er synligt, målbart og mærkbart. Og det begynder, siger han, „ikke et fjernt sted — men lige uden for vores dør.“

Årsagerne til tilbagegangen — både for denne frø og mange andre arter — er velkendte: moser er gennem årtier blevet drænet, overudnyttet eller efterladt. Tilbage står fragmenterede levesteder uden overgangszoner. „I dag støder ubrugte mosekanter ofte direkte op til intensivt dyrkede områder“, siger Moritz. „Den bløde overgang mangler — og det er netop den, vi forsøger at genskabe.“

ÆGKLUMPER I MØRKET

Foråret markerer den afgørende fase i arbejdet. Når temperaturerne stiger, drager Moritz og hans team ud — med gummistøvler og pandelamper — alene eller i par gennem mosen. De leder i lavvandede, hurtigt opvarmede vandhuller efter frøernes ægklumper. „Når man først har fundet det rigtige sted, er chancen god for at finde æg“, siger Moritz. „Men hannernes kald kan kun høres få meter væk.“ Derfor må søgningen fokuseres på lovende områder.

En stor del af frøernes aktivitet finder sted i skumringen eller om natten. I mørkets dække mister de deres skyhed, og deres kald bliver højere. For teamet er hver tur et lille eventyr. „Jeg elsker nætterne i mosen“, siger Moritz. „Lydene — og det at gætte, hvilket dyr der kalder. Jeg kan kun anbefale alle at stå ved en lille sø ved solnedgang i maj — så begynder en ægte koncert.“

For at sikre, at denne koncert kan fortsætte, bringes de indsamlede æg til en opdrætsstation. Her, beskyttet mod rovdyr og i varmt vand under optimale forhold, udvikler haletudserne sig fremragende. „I naturen overlever kun få“, forklarer Moritz. „Hos os klarer næsten 99 procent sig.“

De unge frøer sættes senere tilbage i deres oprindelige vandhuller eller nærliggende områder. „På lang sigt vil vi også skabe nye vandhuller og etablere bestande dér.“ Det kræver tid og tålmodighed. „Efter klækningen spreder dyrene sig i et stjerneformet mønster og bevæger sig ofte flere kilometer til deres sommerhabitater. Kun en del vender tilbage“, siger Moritz. „Ellers ville padder aldrig have spredt sig.“

STORE PLANER

Det, der begyndte i 2020 med én ægklump, har udviklet sig markant på få år. I dag registrerer teamet op til 50 ægklumper i de samme områder hver forår. Bestande i Øvre Schwaben og Allgäu er langsomt i bedring. Takket være donationer er der for nylig blevet bygget et nyt udendørs bassin til opdrætsstationen, så den mest kritiske udviklingsfase foregår under optimale forhold.

Nu tænker Moritz og hans team endnu større. Sammen med partnerorganisationer i Frankrig, Danmark og Slovenien planlægger de et EU LIFE-projekt, som støtter modelinitiativer inden for natur- og artsbeskyttelse i Europa. Det handler ikke længere kun om frøer, men om hele levesteder: overgangslandskaber, stabile vandforhold og velfungerende moser.

For at gøre en succesfuld regional indsats til en europæisk model kræves ikke kun stærke strukturer — men også bæredygtig finansiering. Sådanne projekter lykkes ikke alene med engagement — de kræver ressourcer, planlægning og støtte. Fyrre procent af omkostningerne skal dækkes af deltagerne selv. Derfor håber Moritz og hans team på opbakning fra det regionale erhvervsliv.

Argumenterne er stærkere end nogensinde. Den spidssnudede frø er stadig truet, men dens tilbagevenden viser, at et system i ubalance kan komme sig — hvis mennesker er villige til at tage ansvar. „Vores resultater viser, at vi er på rette vej“, siger Moritz.

EN STILLE LYD MED STOR BETYDNING

For Moritz er arbejdet med frøerne for længst blevet mere end et naturbeskyttelsesprojekt. „Hver dag er jeg glad for at kunne bidrage til en bedre fremtid.“ At beskytte den spidssnudede frø betyder at bevare en skrøbelig balance — og at vise, at selv den sjældneste koncert aldrig må gå ubemærket hen.

FRØKONCERT I MOSEN

Det begynder stille. En klukkende lyd, dyb og hul, hæs og dæmpet, knap mere end en hvisken. Så en til, en tredje. Et kor — ukoordineret, men fyldt med intensitet: det er parringssæson. Den spidssnudede frøs koncert — et kald fra hannerne til parringsklare hunner. De heldige kan stadig høre den på enkelte forårsaftener, et sted i sivene, hvor skumringens lys netop rører vandet.

Men lyden er ikke længere kun begrænset til få dage om året — den er blevet sjælden. I Tyskland er den spidssnudede frø næsten forsvundet. I hele Sydtyskland findes der kun to små, isolerede bestande tilbage — og også de er akut truede. For få dyr, for lidt genetisk variation, for lidt levested. At arten stadig eksisterer, skyldes mennesker som Moritz Ott, viceleder i landskabsbevaringsforeningen i Ravensburg i Baden-Württemberg.

ET KALD, DER FORSVINDER

„Det var under min civiltjeneste i 2008 på øen Fehmarn“, mindes Moritz. Dengang var området fyldt med spidssnudede frøer. I dag er arten også dér gået markant tilbage. I sin hjemegn Ravensburg opdagede han, at næsten ingen nogensinde havde set eller hørt denne frø. „Der blev det klart for mig: vi må handle.“

Den spidssnudede frø kan være et imponerende syn: i parringssæsonen synger hannerne ikke kun — de farves også intenst blå i nogle få dage. Et spektakulært syn for at tiltrække hunner — men et, som for de fleste mennesker forbliver skjult dybt inde i mosen.

Derudover spiller frøen en vigtig økologisk rolle. „Det er en paraplyart“, forklarer Moritz. „Den repræsenterer mange andre arter, der er afhængige af lignende levesteder, som f.eks. stor kærguldsmed.“ Et fald i bestanden er derfor et tegn på, at et helt system mister sin balance.

Moritz sammenligner processen med et korthus: „Vi kan trække kort ud ét efter ét — men på et tidspunkt styrter det hele sammen.“ Tabet af arter er ikke et abstrakt fænomen — det er synligt, målbart og mærkbart. Og det begynder, siger han, „ikke et fjernt sted — men lige uden for vores dør.“

Årsagerne til tilbagegangen — både for denne frø og mange andre arter — er velkendte: moser er gennem årtier blevet drænet, overudnyttet eller efterladt. Tilbage står fragmenterede levesteder uden overgangszoner. „I dag støder ubrugte mosekanter ofte direkte op til intensivt dyrkede områder“, siger Moritz. „Den bløde overgang mangler — og det er netop den, vi forsøger at genskabe.“

ÆGKLUMPER I MØRKET

Foråret markerer den afgørende fase i arbejdet. Når temperaturerne stiger, drager Moritz og hans team ud — med gummistøvler og pandelamper — alene eller i par gennem mosen. De leder i lavvandede, hurtigt opvarmede vandhuller efter frøernes ægklumper. „Når man først har fundet det rigtige sted, er chancen god for at finde æg“, siger Moritz. „Men hannernes kald kan kun høres få meter væk.“ Derfor må søgningen fokuseres på lovende områder.

En stor del af frøernes aktivitet finder sted i skumringen eller om natten. I mørkets dække mister de deres skyhed, og deres kald bliver højere. For teamet er hver tur et lille eventyr. „Jeg elsker nætterne i mosen“, siger Moritz. „Lydene — og det at gætte, hvilket dyr der kalder. Jeg kan kun anbefale alle at stå ved en lille sø ved solnedgang i maj — så begynder en ægte koncert.“

For at sikre, at denne koncert kan fortsætte, bringes de indsamlede æg til en opdrætsstation. Her, beskyttet mod rovdyr og i varmt vand under optimale forhold, udvikler haletudserne sig fremragende. „I naturen overlever kun få“, forklarer Moritz. „Hos os klarer næsten 99 procent sig.“

De unge frøer sættes senere tilbage i deres oprindelige vandhuller eller nærliggende områder. „På lang sigt vil vi også skabe nye vandhuller og etablere bestande dér.“ Det kræver tid og tålmodighed. „Efter klækningen spreder dyrene sig i et stjerneformet mønster og bevæger sig ofte flere kilometer til deres sommerhabitater. Kun en del vender tilbage“, siger Moritz. „Ellers ville padder aldrig have spredt sig.“

STORE PLANER

Det, der begyndte i 2020 med én ægklump, har udviklet sig markant på få år. I dag registrerer teamet op til 50 ægklumper i de samme områder hver forår. Bestande i Øvre Schwaben og Allgäu er langsomt i bedring. Takket være donationer er der for nylig blevet bygget et nyt udendørs bassin til opdrætsstationen, så den mest kritiske udviklingsfase foregår under optimale forhold.

Nu tænker Moritz og hans team endnu større. Sammen med partnerorganisationer i Frankrig, Danmark og Slovenien planlægger de et EU LIFE-projekt, som støtter modelinitiativer inden for natur- og artsbeskyttelse i Europa. Det handler ikke længere kun om frøer, men om hele levesteder: overgangslandskaber, stabile vandforhold og velfungerende moser.

For at gøre en succesfuld regional indsats til en europæisk model kræves ikke kun stærke strukturer — men også bæredygtig finansiering. Sådanne projekter lykkes ikke alene med engagement — de kræver ressourcer, planlægning og støtte. Fyrre procent af omkostningerne skal dækkes af deltagerne selv. Derfor håber Moritz og hans team på opbakning fra det regionale erhvervsliv.

Argumenterne er stærkere end nogensinde. Den spidssnudede frø er stadig truet, men dens tilbagevenden viser, at et system i ubalance kan komme sig — hvis mennesker er villige til at tage ansvar. „Vores resultater viser, at vi er på rette vej“, siger Moritz.

EN STILLE LYD MED STOR BETYDNING

For Moritz er arbejdet med frøerne for længst blevet mere end et naturbeskyttelsesprojekt. „Hver dag er jeg glad for at kunne bidrage til en bedre fremtid.“ At beskytte den spidssnudede frø betyder at bevare en skrøbelig balance — og at vise, at selv den sjældneste koncert aldrig må gå ubemærket hen.

TILBAGE

Social Media

NUMMER-TYPER

FORSENDELSE

Social Media