Når solen står op over Kunduz, fylder en uhyggelig fred luften. Himlen bliver lyseblå, skygger strækker sig over den støvede hospitalsgård. Eva Zettler træder udenfor og tager en dyb indånding. Bag hende ligger en udmattende nat: efter et angreb i Afghanistan i 2021 blev mere end hundrede sårede patienter indlagt, og hun opererede uden pause. Nu, i morgenlyset, føles verden mærkeligt stille. "Et kort øjeblik af styrke," siger hun stille – og går derefter tilbage til operationsstuen.

Eva er kirurg. Men hun er ikke en, der vælger den sikre vej. Igen og igen forlader hun sit hospital i Tyskland for at slutte sig til den humanitære organisation Læger uden Grænser til steder, hvor andre flygtet fra for længe siden – for eksempel Afghanistan. Steder, hvor adgangen til sundhedspleje langt fra er garanteret, hvor klinikker ligger i ruiner, og hvor vejen til et hospital ofte er lang, blokeret eller simpelthen for farlig.

AT GIVE NOGET TILBAGE

Eva følte første gang trang til at tage ansvar under et ophold i Nepal. Hun arbejdede frivilligt på et medicinsk projekt, i starten kun på sidelinjen. Men det stod hurtigt klart: det var ikke nok at stå ved siden af. "Jeg har været privilegiet og vokset op i fred og fået en god uddannelse. Jeg kan ikke gøre denne ulighed om – men jeg kan give noget tilbage." Hendes stemme er rolig, næsten faktuel. Det handler ikke om patos. Det handler om handling.

Læger uden Grænser yder akut lægehjælp, hvor der er mest brug for det: i krise- og katastrofeområder – uanset oprindelse, religion eller politisk overbevisning. I medicinske nødsituationer er alle patienter lige. De, der arbejder for organisationen, forpligter sig til denne etik og de humanitære principper om neutralitet, upartiskhed og uafhængighed. De er grundlaget for enhver mission.

MELLEM RUTINE OG KATASTROFE

Dagliglivet i felten svinger mellem improvisation og præcision: morgenbriefinger, derefter stuebesøg, operationer, nødsituationer. "Afhængigt af projektet er træning og mentorering af lokale sygeplejersker og læger også en del af arbejdet," forklarer Eva. Nogle gange føles det som rutine, nogle gange som katastrofe. "Ofte følger den ene nødsituation den næste." Et lyspunkt, siger hun, er det første smil fra en hårdt tilskadekommen patient, der langsomt kommer sig.

Det, der giver hende styrke, er frem for alt teamet: "Den fælles indsats for at behandle alvorlige og kritiske tilfælde på alle tider af døgnet. Og også den fælles latter trods de ofte meget vanskelige situationer – det er uvurderlige øjeblikke, der forbinder os."

Holdene er internationale med folk fra alle kontinenter. Men rygraden i projekterne er de lokale kolleger. Det er dem, der bliver tilbage, når internationalt personale ikke kan komme ind i landet eller skal evakueres. Mange af dem lever selv i konflikten, ramt af usikkerhed, familieskader eller personlige vanskeligheder – alligevel vender de tilbage til klinikkerne hver dag for at pleje patienter.

Sideløbende arbejder de mindre internationale teams, som man ikke kun arbejder sammen, men også lever side om side med. "Det kan selvfølgelig være udfordrende. Vi kommer alle fra forskellige baggrunde og opvækster." For Eva føles dette liv som at være midt imellem: ikke hverdagslivet som i Tyskland, ofte begrænset bevægelsesfrihed og begrænset privatliv uden for arbejdet. "Det er nogle gange ikke kun udfordrende, men også så meget mere intenst. Og endnu oftere er det rigere på oplevelser og møder, hvilket virkelig beriger os."

Selve arbejdsforholdene er krævende. Strømafbrydelser er en del af hverdagen – i mange missionsområder er der slet ingen pålidelig elektricitet. Læger uden Grænser sørger derfor for generatorer eller solcelleanlæg, hvor det er muligt. Alligevel er pandelamper og lommelygter uundværlige og altid inden for rækkevidde i nødsituationer. "Lys på alle tider af døgnet er ikke en selvfølge i mange regioner i verden," siger Eva. "Og alligevel er det essentielt at kunne arbejde medicinsk."

HVER MISSION EFTERLADER ET SPOR

Da Eva vender tilbage til Tyskland, er det kontrasterne, der rammer hende allermest. Supermarkeder fremstår iøjnefaldende lyse, hospitaler og sundhedsvæsenet er alt for drevet af økonomi. "Nogle ting virker absurde, mange uretfærdige." Den globale ubalance ledsager hende – uden illusioner, men heller uden bitterhed. "Retfærdighed? Desværre findes den ikke. Men det gør det endnu vigtigere at blive ved med at stræbe efter den, at blive ved med at kæmpe."

Samtidig er hun bevidst om den fysiske udmattelse og den psykologiske belastning, som hendes missioner medfører. "Efter at være kommet tilbage, savner jeg intensiteten," indrømmer Eva. Refleksion hjælper hende med at bearbejde oplevelserne. Hun giver meget – og alligevel ser hun det anderledes: "Jeg får mere tilbage, end jeg nogensinde kunne give. Så mange værdifulde oplevelser og møder – både professionelt og personligt."

Til sidst er der én overbevisning tilbage for Eva, som bekræftes med hver mission: "Lægehjælp må ikke være en luksus. Ingen steder i verden – og ikke for nogen."