STOL PÅ DIG SELV
At fortsætte indtil det øjeblik, Ida elsker mest: øjeblikket lige før den blå time. »Når det langsomt begynder at blive lysere, og naturen vågner, ved jeg, at jeg allerede har opnået meget.« Det er en stille overgang – fra nat til dag, fra udmattelse til selvtillid. Ud af denne oplevelse er der opstået noget grundlæggende for Ida. Det, der engang føltes som en tidsbegrænsning, føles nu som en form for frihed. Hun træner under forhold, der ikke er perfekte – og det er netop der, gevinsten ligger. »Hver eneste hård træningssession gør mig stærkere,« siger hun. Ikke kun til løb, men også til situationer, hvor fleksibilitet og tilpasningsevne er påkrævet.
For enhver, der kan løbe sikkert og hurtigt i mørket, er forberedt på mange ting. Det kræver en skærpet kropsbevidsthed, balance og sikker fodfæste. Så sætter hjerteslaget rytmen, og lysstrålen skaber orientering. Der opstår tillid – frem for alt tillid til sig selv. Og denne tillid slutter ikke på stien.
»Jeg har lært at tage fat på ting, der i første omgang skræmmer mig, og ikke vente på de ideelle betingelser,« siger Ida. »Ellers går man glip af muligheder uden overhovedet at vide, hvor gode de kunne have været.« Mørket på stierne er der stadig, men det har mistet sin truende karakter. Det, der engang var usikkerhed, er blevet styrke – og visheden om, at man ikke behøver at vente på, at verden bliver lys, men selv kan bestemme, hvordan man vil møde den.
