NATLØBEREN

Vintermorgener. Vækkeuret ringer længe før dagen viser det mindste tegn på lys. Udenfor er alt stille, koldt og mørkt. For mange er dette det øjeblik, hvor de vender sig om og sover lidt længere. For Ida-Sophie Hegemann er det ofte det øjeblik, hvor hendes træning begynder. Ikke ud af romantisk idealisme, men ud af nødvendighed. Så hun tager afsted, mens andre stadig sover.

For Ida er mørket ikke et stilistisk virkemiddel, ikke en æstetisk effekt til sociale medier. Det er en del af hendes hverdag. Siden hun skiftede fra maratonløb til ultraløb, har hendes træningsrytme ændret sig. Mange løb starter om aftenen eller midt om natten. Enhver, der vil præstere der, skal kende mørket – og udholde det. »At vænne mig til mørket i træningen hjælper mig med ikke at være bange for det i løbene,« siger Ida.

Det har ikke altid været sådan. I begyndelsen løb hun med en svag lysstråle, forsigtig, næsten tøvende, bekymret for, at batteriet ikke ville holde. Især ned ad bakke kostede det hende tid og selvtillid. »Jeg holdt mig selv tilbage,« siger hun i tilbageblik og ryster på hovedet.

ET ØJEBLIK, DER BLEV HÆNGENDE

Vendepunktet kom under et løb i 2024, et eller andet sted på en nedkørsel om natten. Ida løb bag en anden atlet og så, hvor modigt han løb ned ad bakken. Hans lysstråle var bred, lys og virkede fuldstændig pålidelig. »Jeg prøvede ikke at lade ham ryste mig af og holdt mig tæt på ham og hans lysstråle.« På den næste opadgående bakke fortalte han hende, at han altid løber ned ad bakke med fuld lysstyrke. Ned ad bakke om natten, forklarede han, var hans styrke.

Den sætning satte sig fast i hendes bevidsthed. Det, der havde været usikkerhed, blev til et projekt. Ida begyndte bevidst at arbejde på ikke bare at acceptere natløb, men at mestre det. Lys spillede en central rolle – som en kilde til sikkerhed og tillid. »Uden lys har jeg ingen sikker fodfæste, ingen orientering,« siger hun. Lysstrålen skal vise vejen, belyse markører – og være stærk nok, »så jeg kan løbe modigt og hurtigt, uanset hvordan terrænet er.«

NATTEN SOM EN STYRKE

Et par timer før hendes natstart ved Salomon Zugspitz Ultratrail powered by Ledlenser 2024 lånte Ida en NEO9R. »Min pandelampe var gået ud under det forrige løb,« husker hun. »Jeg mistede meget tid og tillid på grund af det, og jeg ville virkelig sikre mig, at det ikke skete igen.« Kl. 23 satte hun afsted ud i mørket. Pandelygten lyste vejen op og holdt hele natten. På nedkørslerne skiftede Ida til den lyseste indstilling og tabte ingen tid. Da dagslyset endelig vendte tilbage, og hun krydsede målstregen, var hun ikke kun den hurtigste kvinde – hun sluttede på en samlet andenplads blandt alle deltagere. »Det var første gang, jeg virkelig gjorde mørket til min styrke.«

Men det handler om mere end placeringer. Træning om natten kræver særlig koncentration, især efter lange dage, tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Kroppen er programmeret til hvile; stimuli reduceres, opmærksomheden svinder hurtigere. »Om natten er man træt, og fokus svinder hurtigere,« ved Ida. Samtidig lader hun bevidst sine tanker vandre. »Nogle gange hjælper det kilometerne og timerne med at gå hurtigere, uden at man falder ned i et mentalt lavpunkt.« Et lille snub er ofte nok til at bringe hendes opmærksomhed fuldt tilbage til nuet. I natteløb træner Ida ikke kun sin udholdenhed, men også sin mentale modstandsdygtighed – evnen til at forblive rolig trods udmattelse, genfinde fokus og fortsætte.

STOL PÅ DIG SELV

At fortsætte indtil det øjeblik, Ida elsker mest: øjeblikket lige før den blå time. »Når det langsomt begynder at blive lysere, og naturen vågner, ved jeg, at jeg allerede har opnået meget.« Det er en stille overgang – fra nat til dag, fra udmattelse til selvtillid. Ud af denne oplevelse er der opstået noget grundlæggende for Ida. Det, der engang føltes som en tidsbegrænsning, føles nu som en form for frihed. Hun træner under forhold, der ikke er perfekte – og det er netop der, gevinsten ligger. »Hver eneste hård træningssession gør mig stærkere,« siger hun. Ikke kun til løb, men også til situationer, hvor fleksibilitet og tilpasningsevne er påkrævet.

For enhver, der kan løbe sikkert og hurtigt i mørket, er forberedt på mange ting. Det kræver en skærpet kropsbevidsthed, balance og sikker fodfæste. Så sætter hjerteslaget rytmen, og lysstrålen skaber orientering. Der opstår tillid – frem for alt tillid til sig selv. Og denne tillid slutter ikke på stien.

»Jeg har lært at tage fat på ting, der i første omgang skræmmer mig, og ikke vente på de ideelle betingelser,« siger Ida. »Ellers går man glip af muligheder uden overhovedet at vide, hvor gode de kunne have været.« Mørket på stierne er der stadig, men det har mistet sin truende karakter. Det, der engang var usikkerhed, er blevet styrke – og visheden om, at man ikke behøver at vente på, at verden bliver lys, men selv kan bestemme, hvordan man vil møde den.

NATLØBEREN
Vintermorgener. Vækkeuret ringer længe før dagen viser det mindste tegn på lys. Udenfor er alt stille, koldt og mørkt. For mange er dette det øjeblik, hvor de vender sig om og sover lidt længere. For Ida-Sophie Hegemann er det ofte det øjeblik, hvor hendes træning begynder. Ikke ud af romantisk idealisme, men ud af nødvendighed. Så hun tager afsted, mens andre stadig sover.

For Ida er mørket ikke et stilistisk virkemiddel, ikke en æstetisk effekt til sociale medier. Det er en del af hendes hverdag. Siden hun skiftede fra maratonløb til ultraløb, har hendes træningsrytme ændret sig. Mange løb starter om aftenen eller midt om natten. Enhver, der vil præstere der, skal kende mørket – og udholde det. »At vænne mig til mørket i træningen hjælper mig med ikke at være bange for det i løbene,« siger Ida.

Det har ikke altid været sådan. I begyndelsen løb hun med en svag lysstråle, forsigtig, næsten tøvende, bekymret for, at batteriet ikke ville holde. Især ned ad bakke kostede det hende tid og selvtillid. »Jeg holdt mig selv tilbage,« siger hun i tilbageblik og ryster på hovedet.

ET ØJEBLIK, DER BLEV HÆNGENDE

Vendepunktet kom under et løb i 2024, et eller andet sted på en nedkørsel om natten. Ida løb bag en anden atlet og så, hvor modigt han løb ned ad bakken. Hans lysstråle var bred, lys og virkede fuldstændig pålidelig. »Jeg prøvede ikke at lade ham ryste mig af og holdt mig tæt på ham og hans lysstråle.« På den næste opadgående bakke fortalte han hende, at han altid løber ned ad bakke med fuld lysstyrke. Ned ad bakke om natten, forklarede han, var hans styrke.

Den sætning satte sig fast i hendes bevidsthed. Det, der havde været usikkerhed, blev til et projekt. Ida begyndte bevidst at arbejde på ikke bare at acceptere natløb, men at mestre det. Lys spillede en central rolle – som en kilde til sikkerhed og tillid. »Uden lys har jeg ingen sikker fodfæste, ingen orientering,« siger hun. Lysstrålen skal vise vejen, belyse markører – og være stærk nok, »så jeg kan løbe modigt og hurtigt, uanset hvordan terrænet er.«

NATTEN SOM EN STYRKE

Et par timer før hendes natstart ved Salomon Zugspitz Ultratrail powered by Ledlenser 2024 lånte Ida en NEO9R. »Min pandelampe var gået ud under det forrige løb,« husker hun. »Jeg mistede meget tid og tillid på grund af det, og jeg ville virkelig sikre mig, at det ikke skete igen.« Kl. 23 satte hun afsted ud i mørket. Pandelygten lyste vejen op og holdt hele natten. På nedkørslerne skiftede Ida til den lyseste indstilling og tabte ingen tid. Da dagslyset endelig vendte tilbage, og hun krydsede målstregen, var hun ikke kun den hurtigste kvinde – hun sluttede på en samlet andenplads blandt alle deltagere. »Det var første gang, jeg virkelig gjorde mørket til min styrke.«

Men det handler om mere end placeringer. Træning om natten kræver særlig koncentration, især efter lange dage, tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Kroppen er programmeret til hvile; stimuli reduceres, opmærksomheden svinder hurtigere. »Om natten er man træt, og fokus svinder hurtigere,« ved Ida. Samtidig lader hun bevidst sine tanker vandre. »Nogle gange hjælper det kilometerne og timerne med at gå hurtigere, uden at man falder ned i et mentalt lavpunkt.« Et lille snub er ofte nok til at bringe hendes opmærksomhed fuldt tilbage til nuet. I natteløb træner Ida ikke kun sin udholdenhed, men også sin mentale modstandsdygtighed – evnen til at forblive rolig trods udmattelse, genfinde fokus og fortsætte.

STOL PÅ DIG SELV
At fortsætte indtil det øjeblik, Ida elsker mest: øjeblikket lige før den blå time. »Når det langsomt begynder at blive lysere, og naturen vågner, ved jeg, at jeg allerede har opnået meget.« Det er en stille overgang – fra nat til dag, fra udmattelse til selvtillid. Ud af denne oplevelse er der opstået noget grundlæggende for Ida. Det, der engang føltes som en tidsbegrænsning, føles nu som en form for frihed. Hun træner under forhold, der ikke er perfekte – og det er netop der, gevinsten ligger. »Hver eneste hård træningssession gør mig stærkere,« siger hun. Ikke kun til løb, men også til situationer, hvor fleksibilitet og tilpasningsevne er påkrævet.

For enhver, der kan løbe sikkert og hurtigt i mørket, er forberedt på mange ting. Det kræver en skærpet kropsbevidsthed, balance og sikker fodfæste. Så sætter hjerteslaget rytmen, og lysstrålen skaber orientering. Der opstår tillid – frem for alt tillid til sig selv. Og denne tillid slutter ikke på stien.

»Jeg har lært at tage fat på ting, der i første omgang skræmmer mig, og ikke vente på de ideelle betingelser,« siger Ida. »Ellers går man glip af muligheder uden overhovedet at vide, hvor gode de kunne have været.« Mørket på stierne er der stadig, men det har mistet sin truende karakter. Det, der engang var usikkerhed, er blevet styrke – og visheden om, at man ikke behøver at vente på, at verden bliver lys, men selv kan bestemme, hvordan man vil møde den.

FLERE SPOTLIGHT-HISTORIER