Når Olaf Schieche taler om lys, mener han sjældent kun lysstyrke. Han mener bevægelse. Tid. Farve. Og et kamera, der indfanger det hele. "Lys er uendeligt – og det er mulighederne også," siger Olaf med et grin og tilføjer: "Lys forbinder – og i mit tilfælde forbinder det mennesker."

Det er præcis, hvad der sker én gang om året, når han inviterer folk til sin Lightpainting Festival – den største af sin slags i Tyskland. Stedet: et tidligere sanatorium for børn med tuberkulose, gemt væk på landet, nu forvandlet til et sted for kreativitet, møder og natlig undren.

Om dagen føles stedet roligt og stille. Mange deltagere vandrer lydløst rundt og indfanger stedets svindende atmosfære gennem deres linser, øver deres lysmalingsteknikker i workshops eller udveksler lygtetips i base camp. Men så snart solen går ned, begynder magien. Natten bliver til et lærred.

Med lygter, specialbyggede LED-værktøjer og alt andet, der lyser, maler de former ind i mørket. Farvede lys danser gennem skoven og de forladte rum i de gamle bygninger og efterlader lysende spor – fanget i fotografier med lang eksponering. Hvad det blotte øje knap nok opfatter, gør kameraet synligt. Det er en kunstform, der kun fungerer sammen.

NÅR LYS BLIVER TIL ET SPROG

"Lysmaleri fungerer kun, når man åbner sig op for andre," siger en deltager, der er vendt tilbage for tredje gang. "Man har brug for nogen bag kameraet, nogen der styrer lyset, nogen der bevæger sig. Det er et koordineret samarbejde."

Manden bag det hele er Olaf Schieche, kunstnerisk kendt som ZOLAQ. Han var engang byggeleder inden for yachtbygning, men rejser nu rundt i Europa med sin lyskunst. Hans første møde med lysmaleri? "Jeg så en kort artikel i et fotomagasin tilbage i 2011 – og måtte bare prøve det," husker han med et smil. "De tidlige billeder var selvfølgelig langt fra det, jeg laver i dag. Men de tændte min passion."

I dag deler Olaf denne passion med mange andre. I år deltog 70 deltagere – i alderen fra starten af ​​20'erne til midten af ​​70'erne. Der findes ikke sådan noget som en "typisk" lysmaler. "Folk kommer fra alle mulige baggrunde, men de deler den samme passion. Det er det, der gør det så specielt," siger Olaf. Om aftenen samles de omkring bålet, fortæller historier, griner. Mange kommer alene – og går derfra med nye venskaber.

Om dagen giver Olaf tips og forklarer værktøjerne. Om natten hjælper han med kameraindstillinger og lysbevægelser. "Jeg troede aldrig, jeg kunne lave sådan noget," siger en deltager i en sort læderjakke. "Men da jeg så mit første billede – med de glødende lysstriber bag mig – føltes det som magi."

ÉT BILLEDE – LAVET AF ALLE

Meget af det føles som om det er fra en anden verden. Krystalformer svæver i mørket, spiraler gløder på jorden, skygger danser langs træerne. Og næste morgen? Det hele er væk. Ingen spor. Kun fotografierne er tilbage – og følelsen af ​​at have været en del af noget.

Et øjeblik, der indfanger denne følelse, er det store gruppefoto lørdag aften. Det er dér, alle samles – hver med en lyskilde i hånden. Der er latter, improvisation, koordination – indtil mange individuelle bevægelser bliver til ét fælles billede. "Alle er involveret," siger Olaf. "Alle kan finde sig selv i billedet." Det er festivalens hjerte – en kollektiv komposition af lys og forbindelse.

Da festivalen slutter, vender stilheden tilbage. De sidste telte forsvinder, og naturen udånder. Men noget forbliver: levende billeder, der står som vidnesbyrd om, hvordan fællesskab kan komme til live. Selv i mørke. Med lys.